Årets Orienteringsløber 2016

2016 blev endnu et fantastisk år for det danske landshold. Årets høst blev tre VM-medaljer – hvoraf de to var af guld, To medaljer til EM og en guldmedalje til EYOC. Samtidig var der nok så glædeligt tre nye medaljetagere, hvilket årets indstillinger da også bærer præg af.


Maja Alm


(Foto: Kell Sønnichsen)

Maja har i 2016 haft en afgørende rolle i samtlige de internationale seniormedaljer Danmark har vundet. Hun forsvarede i suveræn stil sit verdensmesterskab på sprintdistancen, hun løb Danmark fra en anden plads op til en sikker sejr i til VM i sprint-mix stafetten, og hun sikrede Danmark en medalje til VM-stafet, da hun på sidstetur var næsten to minutter hurtigere end hendes nærmeste konkurrenter – de fire bedst placerede fra VM-lang – og dermed løb Danmark fra en fjerde til en andenplads.

Ud over dette løb hun en bronzemedalje i hus til EM-sprint, og hun løb med en tid der var 43 sekunder hurtigere end næsthurtigste kvinde Danmark fra en 5. til en 2. plads til EM sprint-mix stafet. Hun slutter året som 1’er på sprint verdensranglisten.

På mellemdistancen har Maja også vist høj klasse i 2016, hvor det er blevet til en 5. plads til både EM og VM.

Cecilie Klysner


(Foto: Kell Sønnichsen)

Det var nok de færreste, der havde troet på, at Danmark havde en reel chance for at vinde VM-guld i sprint-mix stafetten efter Emma Klingenberg stoppede. Men Cecilie Klysner har løftet sit niveau utrolig højt i 2016, og det har betydet, at Danmark stadig er verdens bedste sprint-mix stafet nation.

Til VM var Cecilie anden kvinde i mål på førstetur, og til EM var hun i mål som 3’er. Hun gav dermed Danmark en perfekt åbning til begge stafetter, og bar derfor en stor del af æren for at det blev til henholdsvis guld og sølv.

Individuelt har Cecilie også løbet nogle flotte sprinter med en 16. plads til EM og en 18. plads til VM.

Signe Klinting


(Foto: Kell Sønnichsen)

Også i skovstafetten virkede Danmarks chancer for medalje små efter Emma Klingenbergs stop. Men Signe Klinting løb en fantastisk første tur til VM-stafet. Hun var blot 1:17 minutter efter de førende i mål, og hun holdt dermed Danmark inde i medaljekampen – der som bekendt endte med en sølvmedalje til Danmark.

Signe har desuden haft en rigtig flot sæson i Sverige, med en bronze til de svenske mesterskaber på ultra lang som højdepunktet.

Malthe Poulsen


(Foto: Annika Simonsen)

Der er en dansk medalje i 2016 Maja Alm ikke har en andel i, og det er Malthe Poulsen guldmedalje fra ungdoms-EM (EYOC) i H 15-16 klassen. Malthe vandt den klassiske distance i en teknisk og fysisk meget udfordrende bane i Polen.

På den hjemlige front har Malthe også haft et godt år med guld til DM-nat og DM-stafet – og sølv til DM-ultralang og DM-lang.

Indsendt af:
(alle felter skal udfyldes for at vinde)
Navn
Adresse
Klub
E-mail
Jeg ønsker gavekort tilLøberen   O-butikken   Møller Sport

Afstemningsform

Kun DOF-medlemmer kan deltage i afstemningen, og der kan kun afgives én stemme pr. person.
Overrækkelse af Årets O-løberpris finder sted på forbundets repræsentantskabsmøde den 4. marts 2017.