DOF   Dansk Orienterings-Forbund COWI Hovedsponsor: TRIMTEX

Plan 2017-2020 er klar til godkendelse

Af: Helge Lang Pedersen, Eliteudvalget
Efter debat på eliteklubforum i Odense 24 november

Landsholdene - her i Portugal februar 2016

Landsholdene - her i Portugal februar 2016

Eliteudvalget og landsholdstrænerne har det seneste halvandet år arbejdet på planen for de næste fire års elitearbejde. Planen, der har navnet Plan 2017-2020, står nu til at blive godkendt af DOFs Hovedbestyrelse på dennes møde i december måned.

Udpluk af planen har undervejs været drøftet med klubberne og det endelige udkast til planen blev drøftet på det seneste af disse eliteklubfora, der blev afholdt i Odense torsdag den 24. november.

Den nyudnævnte sportschef, Lars Lindstrøm, præsenterede på mødet de dele af planen, der handler om samarbejdet med klubberne. Det handlede primært om klubbernes og TC-ernes rolle i udviklingen af vores talenter, men planerne for junioreliten og senioreliten var også emner i den livlige debat.

Første diskussionstema er klubbernes rolle i talentudviklingen. Der var bred enighed om, at det første ATK-projekt for snart 10 år siden gav et rigtigt godt skub til klubberne og nu håber vi at kunne gentage succesen med projektet, der har arbejdstitlen ”ATK 2.0”. Konceptet skal udvikles som en del af implementeringen af Plan 2017-2020 og en arbejdsgruppe nedsat af Eliteklubforum i Haderslev i maj 2016 er i gang med at sætte rammerne for arbejdet. Arbejdsgruppen ledes af Lars Konradsen fra FIF Hillerød og Eliteudvalget og har derudover eliteudvalgsformanden, sportschefen og en række klubrepræsentanter som medlemmer. Det nye ATK-koncept kommer til at indeholde en række elementer, men på mødet i Odense fik et emne særligt fokus: Hvordan kan vi gøre vores konkurrencetilbud mere attraktive for en bredere gruppe af ambitiøse løbere i junior- og seniorklasserne? Som et første skridt på den vej, vil vi allerede i 2017 gøre det ekstra interessant at deltage i ”forårsklassikerne” Nordjysk 2-dages, Danish Spring, DM Sprint/Ultralang og FIF Pinseløb. Alle disse løb kommer til at tælle til såvel senior- som juniorranglisten og de tæller samtidig i Ungdoms-Cup-en 2017. Samtidig udvides det mulige antal af danske deltagere i H/D 17-18 ved Ungdoms EM (EYOC) og flere seniorløbere uden for landsholdet får mulighed for at kvalificere sig til World Cup løbene i Letland sidst i august 2017.

Et andet centralt debattema var udvikling af trænere. Til det seneste Træner 2 kursus var der for få tilmeldte til at det kunne afholdes. Og flere klubber oplever, at det er svært at skaffe nye kvalificerede trænere, når ildsjælene træder tilbage. Det bliver centralt i det nye ATK-koncept hvordan vi kan finde, uddanne og motivere kvalificerede trænere, der er villige til at levere den indsats, der skal til.

I debatten om talentcentrene (TC-erne) blev det nævnt, at ideen med TC-rejser til SM og JFM ikke havde fungeret i 2016, men i 2017 fokuseres på at skabe en god tur til JFM-weekenden sidste weekend i august. Ellers er det oplevelsen, at arbejdet i TC-erne fungerer godt og at der ikke skal ske de store ændringer i 2017.

Om juniorlandsholdene blev der talt om, hvordan vi kan styrke kommunikationen, dels mellem juniorlandsholdsledelsen og klubberne og dels med de udøvere, der ikke får plads i juniorlandsholdsgruppen.

Sidste debatpunkt var seniorlandsholdet. I 2017 vender VM-testløbene også tilbage, når disse afholdes i Estland 12-14. maj. VM ligger i 2017 allerede tidligt i juli, hvilket giver udfordringer i forhold til kollision mellem den finske Jukola-stafet, eksamen og VM-træningslejr. Et nyt tiltag bliver derfor at afholde en del af VM-træningslejren i Aarhus. Det blev samtidig nævnt, at løbere, der er interesseret i at kvalificere sig til seniorlandsholdskonkurrencer i 2017 senest 1. februar 2017 skal have givet interessetilkendegivelse til landstræner Torbjørn Gasbjerg.

Såvel teksten for Plan 2017-2020 som slides vist ved eliteklubforum kan findes på eliteudvalgets hjemmeside via linket nedenfor og under overskriften ” Information til Eliteklubforum d. 24/11 i Odense”.

I 2017 planlægges følgende eliteklubfora. Sæt gerne kryds i kalenderen allerede nu:

Lørdag den 22. april 2017 i Skørping (I forlængelse af DM Sprint)
Torsdag den 23. november 2017 i Odense (aften)


Se mere: http://landshold.do-f.dk/elite/information2017.asp


Et stærkt nyt juniorlandstrænerteam
Jeppe Ruud skal fremover stå i spidsen for Juniorlandsholdet sammen Astrid Ank, Camilla Bevensee og Rasmus Folino
Tim Falck Weber nomineret til Årets Energibundt
Tisvilde Hegn OK's ungdomstræner og næstformand er blandt tre nominerede
Majas drøm
DOF Akademiet 2017
Årets store uddannelsesdag afvikles i Ringe lørdag d. 14. januar med masser af gode tilbud til dig og din klub
Er du ny juniorlandstræner i DOF? Ny redaktør til Orientering Jesper Stamp stopper som juniorlandstræner Orienteering Achievement of 2016 Repræsentantskabsmøde 2017 Plan 2017-2020 er klar til godkendelse